Miljøprojekt slår fast: Sortering hos borgeren batter

Nyhed

Muligheden for miljøgevinster falder markant, hvis sorteringen af husholdningsaffald først sker på affaldsenergianlægget fremfor i husholdningen selv.

Madaffald

Når først genanvendeligt tørt affald som f.eks. pap, papir og plastic er blevet blandet med vådt madaffald, er det svært at sortere ud igen i en kvalitet, så det giver mening at genanvende.

Det er konklusionen i en analyse foretaget af affaldskonsulenterne i Econet for Miljøstyrelsen, KL og Brancheforeningen Cirkulær.

Det er godt, når borgerne sorterer
Dermed står det også klart, at det generelt er godt for genanvendelsen, når borgerne sorterer de forskellige affaldsfraktioner i deres hjem. Undtagelsen er glas, som uden de store problemer kan genanvendes, selvom det er blevet blandet med restaffald og evt. presset sammen i en skraldebil.

Resultaterne er tidligere præsenteret i overskrifter, men nu er den samlede analyse tilgængelig i form af et miljøprojekt fra Miljøstyrelsen.

Udgangspunktet har været at undersøge, om det er muligt at udsortere genanvendelige materialer fra restaffaldet i en kvalitet, der kan genanvendes, efter at det er leveret til affaldsenergianlæggene.

Læs rapporten på Miljøstyrelsens nye vidensportal om genanvendelse her.

Kontakt

Niels Toftegaard
Kommunikationschef
2633 0462