Tysk overkapacitet er blevet til underkapacitet

Nyhed

Flere års overkapacitet på tyske affaldsenergianlæg ser nu ud til på kort tid at være vendt til underkapacitet. Priserne stiger, og de affaldsproducerende virksomheder har pludselig svært ved at komme af med deres forbrændingsegnede affald.

Fjernvarme Fyn - Affaldsenergi

I Tyskland har priserne på energiudnyttelse af erhvervsaffald de seneste år været lave, hvilket har presset affaldsenergianlæggene. Derudover har de affaldsproducerende virksomheder i stedet for at indgå lange kontrakter med anlæggene om at komme af med deres affald handlet på spotmarkedet efter den laveste pris.

Spørgsmål til ministeren
I 2014 begyndte situationen imidlertid at ændre sig, og nu er den helt omvendt. Priserne stiger, og erhvervslivet har svært ved at få afsat deres affald til det frie marked til energiudnyttelse.

To tyske delstatspolitikere – en liberal og en konservativ – har rejst spørgsmålet over for miljøministrene i deres respektive delstatsregeringer i et forsøg på at få politisk bevågenhed på affaldsproducenternes udfordringer med at få håndteret deres affald til energiudnyttelse.

Konsekvenserne ved det frie affaldsmarked
Svaret fra miljøministrene er, at virksomhederne ikke har kunnet forvente, at den tidligere situation ville fortsætte, og at de nu f.eks. må vende tilbage til at indgå længevarende kontrakter med affaldsenergianlæggene.

Derudover peges der, på at det er konsekvenserne ved at have et frit marked for erhvervsaffald til nyttiggørelse, herunder energiudnyttelse. Samtidig fremfører de, at det offentlige ikke har nogen forpligtelse til at stille kapacitet til rådighed til det frie affaldsmarked.

Import er ikke årsagen
I lighed med Danmark importerer Tyskland mere og mere ikke-genanvendeligt affald til energiudnyttelse fra hovedsageligt Storbritannien. Men det er ikke grunden til, at overkapaciteten nu er vendt til underkapacitet, mener begge miljøministre i henholdsvis Niedersachsen og Baden-Württemberg, hvor spørgsmålene er blevet rejst.