Finanslov sætter penge af til cirkulær økonomi og reparation

Nyhed

Finanslovsaftalen afsætter i alt 80 mio. kroner til initiativer indenfor genbrug og reparation. God begyndelse, mener Brancheforeningen Cirkulær.

Reparation af hårde hvidevarer

Det skal være nemmere og økonomisk attraktivt at reparere fremfor at smide ud, mener Brancheforeningen Cirkulær.

Med den netop indgåede finanslovsaftale for 2024 afsættes der 80 mio. kroner til cirkulær økonomi og reparation, bl.a. for at ’understøtte en kulturændring, hvor cirkularitet, genbrug og reparationer styrkes for på den måde at bidrage til et reduceret klimaaftryk fra danskernes forbrug,’ som der står i aftalen.

Penge skal dels gå til en pulje, hvorfra der kan søges om midler til projekter, der fremmer reparation og cirkularitet, dels til udarbejdelse af en egentlig handlingsplan for reparationer, adgang til reservedele, opdateringer og levetidsforlængelser. 

”Vi vil gerne rose regeringen og aftalepartierne for ønsket om at styrke borgernes mulighed for at få repareret deres hverdagsprodukter. Genbrug og reparation er både med til at reducere klimaudledninger, affaldsmængderne og Danmarks store forbrug af jordens ressourcer og råmaterialer,” siger Jens Bomann Christensen.

De nærmere detaljer omkring udmøntningen skal regeringen give et bud på i 2. halvår 2024. 

Det arbejde indgår Brancheforeningen Cirkulær gerne i, da kommuner og affaldsselskaber både har erfaring og viden om konkrete og lokale løsninger, der giver mere genbrug og reparation for danskerne i hverdagen.

”Vi stiller os til rådighed for regeringen til at give input til, hvordan pengene skal prioriteres, samt ikke mindst hvordan konkret regulering og lovgivning kan ændres, for at reparation og genbrug bliver det nye normal. Midlerne og initiativerne i finanslovsaftalen er en god begyndelse, som vi håber kan følges af yderligere indsatser og finansiering,” siger Jens Bomann Christensen, direktør i Brancheforeningen Cirkulær.

Kontakt

Kathrine-Olldag
Politisk chef
6174 2030