Debat: Danmark skal omstilles til en cirkulær økonomi

Debat

Vi kan ikke sortere og organisere os til mindre affald. Omstillingen til cirkulær økonomi kræver i stedet et helt nyt mindset, for den handler om meget mere end affaldshåndtering, skriver Arne Boelt - formand for Brancheforeningen Cirkulær, i Altinget.

Renosyd-kvashegn

Flere og flere kommuner og affaldsselskaber har konkrete målsætninger om mere genbrug og mindre affaldsmængder. Der er nødvendigt, hvis vi skal i have mere cirkulær økonomi. Foto: Renosyd.

Danmark står midt i en omstilling. En omstilling, der betyder, at vores samfund bliver grønnere.

Men skal vi helt i mål, kræver det mere end vindmøller og elbiler. Det kræver også, at vores ressourcer udnyttes så effektivt og bæredygtigt som muligt. Kort sagt skal Danmark omstilles til en cirkulær økonomi.

Men omstillingen til cirkulær økonomi kræver også et nyt mindset, for den handler om meget mere end affaldshåndtering – og affaldshåndtering er i sig selv meget mere end sortering og genanvendelse.

Den dagsorden skal vi som sektor og brancheforening i højere grad rejse og deltage i. Det er en af grundene til, at den kommunale affaldssektors interesseorganisation nu hedder Brancheforeningen Cirkulær.

I Danmark har vi brugt utrolig meget tid på at diskutere, hvem der skal håndtere affaldet. Der er nu truffet en række politiske beslutninger på området, og vi mener, at det nu er på tide at løfte diskussionen til at handle om, hvordan vi skaber en mere cirkulær økonomi.

Vi kan ikke affaldssortere og organisere os væk fra toppen af listen over lande, der producerer mest affald i EU.

Tværtimod skal fokus rettes mod affaldsforebyggelse, genbrug, design af produkter, reparationsmuligheder, økonomiske incitamenter og afgifter, samt de samfundsnormer der muliggør – eller forhindrer – alt dette.

På rette vej

I den kommunale affaldssektor har vi en ambition om at bidrage til en fremtid med mindre affald og mere genbrug – og en klar ambition om at Danmark skal være det land i Europa, der genanvender mest af vores affald. Udgangspunktet er heldigvis godt.

Genanvendelsen stiger, mængderne af restaffald falder og affaldssortering er en integreret del af danskernes hverdag. Danmark er derfor, som et af få lande, godt på vej til at nå EU's målsætninger for genanvendelse af affald.

Samtidig har flere og flere kommuner og affaldsselskaber konkrete målsætninger om mere genbrug og mindre affaldsmængder. For det affald, vi af forskellige årsager ønsker at fjerne fra den cirkulære økonomi, har vi nogle af de mest effektive og sikre affaldsenergianlæg og deponier i verden.

Samlet set går medarbejderne i sektoren derfor hver dag på arbejde for at flytte affaldet endnu længere op i affaldshierarkiet, genbruge endnu mere, få høj kvalitet ind i genanvendelsen, udnytte endnu flere af restprodukterne fra energianlæggene og blive endnu bedre til at passe på det miljø- og sundhedsskadelige affald, vi gennem tiderne har gravet ned på deponier.

Det skal vi bygge videre på.

Samarbejde og partnerskaber

Men vi når ikke i mål alene. Det kræver tætte partnerskaber med de virksomheder, som udvikler fremtidens innovative løsninger, og kobling til andre sektorer for at udnytte ressourcerne bedst.

Fordi vi hver dag modtager udtjente produkter, tomme emballager, rester fra vores forbrug – kort sagt affald – fra borgere og virksomheder, har vi indsigt og viden om, hvorfor det er blevet til affald, og hvordan det kan undgås.

Den viden vil vi gerne bringe i spil – både til de næste led i ’affaldskæden’, men især til dem, som har designet, produceret og solgt engangsemballagen, t-shirten, køkkenskabet, fjernsynet, udhuset eller nogle af alle de andre ting og sager, vi omgiver os med i hverdagen.

Omstillingen til cirkulær økonomi stiller nemlig nye krav til os i den kommunale affaldssektor. Og nye krav til os som brancheforening. Dem er vi klar til at indfri.

Debatindlægget er bragt i Altinget 30. august 2023.

Kontakt

Arne Boelt
Formand, Brancheforeningen Cirkulær (for Nordværk)
41 22 30 69