Forbud mod PFAS vil være til gavn for genbrug og genanvendelse

Pressemeddelelse

Et dansk forbud mod PFAS vil styrke den cirkulære økonomi, og gøre danske virksomheder klar til den helt nødvendige omstilling. Når affald genanvendes i dag, risikerer PFAS nemlig at recirkuleres i nye produkter.

støvler-tekstiler

Genanvendelse af produkter med PFAS - som f.eks. outdoor-tøj - betyder, at stofferne spredes i nye produkter. Foto: Brancheforeningen Cirkulær.

PFAS er ikke kun en trussel mod drikkevand, naturen og menneskers sundhed, men også mod den cirkulære økonomi. Når produkter med PFAS i genanvendes, spredes de skadelige stoffer i nye produkter – selvom vi som samfund ønsker at fjerne dem.

Derfor støtter Brancheforeningen Cirkulær et dansk forbud mod PFAS, som i dag diskuteres i Folketinget. Den lange tidshorisont for et EU-forbud er nemlig bekymrende, mener foreningen.

”Vi støtter Danmarks arbejde for et forbud på EU-plan – men vi er også bekymrede for den noget lange tidshorisont, som kan være helt op til 13 år. Derfor bør Danmark sideløbende arbejde med et nationalt forbud for PFAS, og vi håber, Folketinget når frem til samme konklusion i dag”, siger Jens Bomann Christensen, politisk chef i Brancheforeningen Cirkulær – organisation for kommunale affaldsselskaber og -forvaltninger.

I henhold til processen kan EU-Kommissionen og medlemslandene tidligst beslutte sig for et PFAS-forbud i 2025, og her kan der derudover fastsættes overgangsperioder for nogle PFAS-stoffer i helt op til 13½ år.

PFAS findes i mange produkter og i mange tilfælde uden at det deklareres. Så længe PFAS-forbuddet ikke er trådt i kraft og længe derefter, vil der derfor stadig være usynligt PFAS i en række produkter, der ender i vores affald.

”Når vi genanvender affald, som indeholder PFAS, risikerer vi at sprede PFAS i nye produkter – uden at vi ved det, og uden at vi kan gøre noget ved det. Derfor er den eneste og bedste løsning helt at udfase brugen af PFAS i vores hverdagsprodukter,” siger Jens Bomann Christensen.

Kontakt

Niels Toftegaard
Kommunikationschef
2633 0462