Høringssvar: CØ-plan mangler fokus på forebyggelse og borgerinvolvering

Høringssvar

Udnyt momentum i kommunerne til at styrke genbrug og reparation. Ellers knækker vi aldrig affaldskurven, skriver Brancheforeningen Cirkulær i høringssvar til handlingsplan for cirkulær økonomi – der samtidig efterlyser fokus på borgerinddragelse i planen.

AVV godt gjort

Brancheforeningen Cirkulær efterlyser flere konkrete initiativer for affaldsforebyggelse, reparation og genbrug i regeringens handlingsplan for cirkulær økonomi. Foto: AVV/Godt Gjort.

Genbrug er godt i affaldsteknisk forstand – men i regeringens handlingsplan for cirkulær økonomi begrænser genbruget sig til at gentage tidligere initiativer og krav fra EU.

I sit høringssvar til planen efterlyser Brancheforeningen Cirkulær derfor langt flere initiativer til at knække affaldskurven, styrke genbrug og reparation – og ikke mindst, at borgerne sættes i centrum.

”Handlingsplanen har et stort fokus på affaldssortering og håndtering. Hvis vi skal lykkes med at knække affaldskurven, er der behov for konkrete initiativer til forebyggelse, genbrug og reparation. Det er helt afgørende,” skriver foreningen – som samtidig anerkender, at det er en svær opgave.

Ikke desto mindre har kommunerne succes med at skubbe mere og mere affald fra genanvendelse til genbrug og reparation – og gå i dialog om forebyggelse.

”Det kræver ofte, at affaldet forberedes til genbrug ved mindre reparationer. Vi opfordrer til, at handlingsplanen udnytter det momentum, der er i flere kommuner, og giver kommunerne og de kommunale selskaber gode muligheder for i endnu højere grad at bidrage til dette.”

Sæt borgerne i centrum

Et middel hertil – som desværre ikke fylder meget i handlingsplanen – er at sætte borgerne i centrum.

 ”Vores fokus er via borgerinvolvering at få mindsket affaldsmængderne, få taget mere fra til genbrug samt ikke mindst at få sorteret og indsamlet større mængder til genanvendelse i den bedst mulige kvalitet,” skriver Brancheforeningen Cirkulær i høringssvaret.

”At forstå borgerne og indgå i dialog med borgerne er helt centralt, hvorfor både medlemmerne og vi som forening opruster på den sociologiske og antropologiske side. Vi når ikke i mål ved blot at stille affaldsspande ud til borgerne.

Vi efterlyser derfor, at borgerne som central aktør afspejles i handlingsplanen, og bidrager gerne med de gode erfaringer fra kommuner og affaldsselskaber.”

Fælles kommunikationsindsats

Piktogrammer og sorteringskriterier indgår nu i affaldsbekendtgørelsen, og fremhæves ligeledes i handlingsplanen for cirkulær økonomi.

I kommuner og affaldsselskaber er der yderligere interesse for at etablere fælles kommunikationsredskaber – men tiden er også kommet til at udvide værdikædesamarbejdet til særligt emballageproducenter, mener Brancheforeningen Cirkulær.

”Derfor opfordrer vi endnu engang til at lade sig inspirere af vores naboer i Sverige og Norge, der har formaliseret sådanne samarbejder. Vi har lagt et konkret forslag frem i form af ”Danmark Sorterer”, som vi håber på opbakning til,” står der i høringssvaret.

Kontakt

Nana Winkler
Specialkonsulent
7231 2075