Hvorfor er brug-og-smid-væk stadig helt normalt?

Jeg er opvokset i et overflodssamfund og opflasket på brug-og-smid-væk. I min (del af) verden forbliver butikkernes hylder bugnende, selvom strømmen af kunder, der forlader dem med favnen fuld af varer, synes endeløs. Det er svært for mig at begribe, at naturressourcerne derude skulle være begrænsede. Det er svært for mig at begribe, at det faktisk er nødvendigt, at jeg tilgår og omgås de produkter, ressourcerne er blevet til, både nøjsomt og nænsomt. 

I fraværet af lovgivning, som regulerer rammerne omkring mit hverdagsforbrug, således at det at bruge mindre og bruge længere i højere grad normaliseres, er det ikke desto mindre langt hen ad vejen, på skuldrene af forbrugere som mig, at ansvaret for en reduktion af det danske ressourcetræk ligger. 

Vi skal bruge mindre men længere

Egentlig har nærværende medie inviteret mig til at skrive et indlæg om affaldsforebyggelse. Vi danskere, vi producerer alt for meget affald og det er et problem. Affald er ikke ressourcer, det er i bedste fald forringelse af ressourcer. Men affaldet kommer jo ikke ingen steder fra. Affaldet kommer fra forbrug. Skal man tale om affaldsforebyggelse, må man altså tale om hvad og hvordan vi forbruger. Først og fremmest må man tale om, hvilke forudsætninger vi har for at bruge mindre og bruge længere.

Handlingsplanen for klima og cirkulær økonomi er for nuværende det eneste danske lovtiltag, som sigter mod en reduktion af affaldsmængderne. Planen indeholder imidlertid ingen bindende mål eller konkrete indsatser, som kan sikre sådanne reduktioner. Al ansvar for reduktioner af ressourceforbrug og affaldsproduktion lægges i stedet over på EU og frivillige partnerskaber. Eller, det er, som indledningsvist antydet, ikke helt rigtigt. For mens vi venter på EU, lægges der ikke mindst også et stort ansvar på forbrugeren og dennes oplyst ansvarlige valg. 

Dette debatindlæg peger på, hvor vanskeligt det er for såvel den helt almindelige som den oplyste forbruger at reducere sit ressourcetræk i en hverdag, hvor det at bruge alt for meget, forsat er det helt normale. I en hverdag, hvor både den fysiske by og internettet er tæt belagt med ikke bare muligheder for, men ligefrem tilskyndelser til fortsat at bruge og alt for hurtigt igen at smide væk. I en hverdag, hvor der er så langt mellem (mulighederne for) andre mere nøj- og nænsomme måder at forbruge, at almengørelsen af et sådant mere bæredygtigt forbrug, kan synes blot et lysegrønt håb, spinkelt som et halmstrå. 

Jeg kommer til at argumentere for, at hvis vi vil reducere det ressourcetræk, som er basis for vores forbrug, så er det ikke nok at oplyse forbrugeren om nødvendigheden heraf, så er det nødvendigt at ændre rammerne omkring forbruget. Den konkrete virkelighed, som danner rammen om vores hverdagsliv gør ikke bare nogle handlinger, såsom indkøb og andre forbrugspraksisser, mere eller mindre mulige. 

De muligheder som er mest tilgængelige for os, de muligheder vi ser og oplever, at andre omkring os benytter sig af, former vores opfattelser af, hvordan det er normalt at forbruge. Og det som vi opfatter som normalt, oplever vi som acceptabelt også selvom vi godt ved, at noget andet havde været rigtigere. 

Dette debatindlæg peger på, hvor vanskeligt det er for såvel den helt almindelige som den oplyste forbruger at reducere sit ressourcetræk i en hverdag, hvor det at bruge alt for meget, forsat er det helt normale. I en hverdag, hvor både den fysiske by og internettet er tæt belagt med ikke bare muligheder for, men ligefrem tilskyndelser til fortsat at bruge og alt for hurtigt igen at smide væk. I en hverdag, hvor der er så langt mellem (mulighederne for) andre mere nøj- og nænsomme måder at forbruge, at almengørelsen af et sådant mere bæredygtigt forbrug, kan synes blot et lysegrønt håb, spinkelt som et halmstrå. 

Jeg kommer til at argumentere for, at hvis vi vil reducere det ressourcetræk, som er basis for vores forbrug, så er det ikke nok at oplyse forbrugeren om nødvendigheden heraf, så er det nødvendigt at ændre rammerne omkring forbruget. Den konkrete virkelighed, som danner rammen om vores hverdagsliv gør ikke bare nogle handlinger, såsom indkøb og andre forbrugspraksisser, mere eller mindre mulige. 

De muligheder som er mest tilgængelige for os, de muligheder vi ser og oplever, at andre omkring os benytter sig af, former vores opfattelser af, hvordan det er normalt at forbruge. Og det som vi opfatter som normalt, oplever vi som acceptabelt også selvom vi godt ved, at noget andet havde været rigtigere. 

Brug og smid væk er normalen

På fotoet i artiklens top ser i mig foran en Normalbutik. Jeg holder et flowdiagram frem foran mig. Diagrammet er udarbejdet af Randers kommune og henvender sig til forbrugeren med en opfordring om eftertænksomhed i just den stund, hvor vedkommende står overfor købet af en ny vare. Diagrammet opfordrer forbrugeren til at overveje om vedkommende virkelig har brug for varen og om det er sandsynligt, at vedkommende vil blive så glad for varen, at vedkommende vil bruge og tage sig af den længe. 

Jeg ønsker ikke at rette kritik mod Normalbutikken specifikt. Normal er bare et eksempel, som jeg først og fremmest har valgt på grund af sit navn. Den er et eksempel på butikker, som tilbyder forskellige typer af varer, som ikke er designet til at holde eller blive beholdt længe og som dermed bidrager til vedligeholdelsen af et forbrug, hvor ressourcer alt for hurtigt bliver til affald, som helt normalt. 

Pointen er at pege på det konkret rumlige forhold mellem den todimensionelle A4-side, som flowdiagrammet er trykt på og et mange kubikmeter stort vareudbud, som diagrammet opfordrer til et eftertænksomt og mere mådeholdende forbrug af. 

På en ikke helt skæv måde, formoder jeg, illustrerer dette forhold, proportionerne mellem de dele af vores hverdagsliv, der helt konkret udgøres af opfordringer til at begrænse vores ressourceforbrug og de dele af vores hverdag, der tilskynder det modsatte. 

Pointen er at pege på proportionerne mellem, de dele af vores hverdagsliv, hvor de varer, som gøres tilgængelige for os, er designet og har en kvalitet, som rent faktisk gør det sandsynligt, at vi kan svare ’ja’ til flowdiagrammets spørgsmål og de dele, hvor det modsatte er tilfældet - hvor varernes design og kvalitet, gør det rigtig svært at forestille sig, at de vil blive beholdt og holdt af længe. 

For mange af de varer, som gøres tilgængelige for os - det være sig beklædning, legetøj, hårde hvidevarer, mobiltelefoner, køkkenudstyr, andet tilbehør til hjemmet og alt muligt andet, synes - hvis man skal være lidt grov - bedre egnet til at blive solgt end til at blive brugt længe. 

For mange produkter har en kvalitet, som betyder, at vi ikke har tillid til, at det kan betale sig at reparere dem, når de går i stykker, eller blot investere vores tid i at vedligeholde dem, før det alligevel kommer dertil. Således bliver de ressourcer, som er blevet brugt til at fremstille disse varer, alt for hurtigt til affald. 

Dertil kommer alle de produkter, som ligefrem er designet for at blive til affald allerede efter én gangs brug: Kaffekapslen, fryseposen, sølvpapir, papirdug og vatrondel. Den bakke salaten er i og det bæger smoothien er i, når jeg bestiller takeaway. Den emballage, som omgiver mine fødevarer, når jeg køber blomkål, ris og kidneybønner eller når jeg køber shampoo, vaskemiddel og toiletpapir. 

At jeg på daglig basis flere gange om dagen gør ressourcer til affald, indstifter et forhold til disse ressourcer, hvor jeg opfatter denne tilgang og omgang med ressourcer som normal. 

Et forbrug som faktisk afspejler en nøjsom og nænsom omgang med ressourcerne har trange kår i en hverdag, hvor det er varer som ovennævnte, der fylder stort set alt i butikkerne. Pointen er, at selvom bæredygtigt forbrug fylder mere og mere i den offentlige samtale, og selvom der også på Christiansborg er sket en markant forskydning af forholdet mellem politikere der udtrykker at bæredygtighed er et akut og nødvendigt hensyn og dem, der mener, det kan vente bag andre hensyn, så afspejler denne forskydning sig endnu ingenlunde i vareudbuddet i de butikker, som danner rammen omkring vores hverdagsforbrug. 

Der tales om nødvendigheden af forandringer, men stort set intet politisk tiltag er gjort, som har forandret vores konkrete virkelighed og de forbrugsmuligheder vi har. 

Vi ændrer ikke vaner, hvis vores muligheder forbliver de samme

Pointen er, at når der tales om nødvendigheden af en mere bæredygtig omgang med ressourcerne, men indsatsen for forandring groft sagt begrænser sig til oplysning og verbale opfordringer til især forbrugeren om at handle ansvarligt, så er det vanskeligt for almindelige mennesker at opfatte alvoren bag ordene. 

Når mulighederne for at fortsætte med at forbruge-og-smide-væk forbliver ubeskårede, når hylderne i butikkerne med hårde hvidevarer, tøjkæden, isenkræmmeren osv. fortsat bugner af produkter i en kvalitet, som hverken lader vedligehold eller reparation betale sig, fordi reparationer og reservedele samtidig er uforholdsmæssigt dyre, så er det vanskeligt for almindelige mennesker at opfatte alvoren bag ordene. 

Helt praktisk er det for almindelige mennesker vanskeligt at gøre andet, end at realisere de muligheder, som tilbydes, i en fortsættelse af den hverken nøjsomme eller nænsomme omgang med ressourcerne, som kendetegner vores forbrug i dag. Fastholdt i sådanne forbrugspraksisser fastholdes vi også i forståelser af, at det er er acceptabelt at forbruge sådan, af at "det går nok", også selvom vi ved at noget andet havde været bedre.

Jeg bryder mig ikke om at gøre mig til endnu en af de debattører, der hiver Corona-krisen frem som eksempel på, at vi på kort tid kan lave forandringer, når der er politisk vilje og mod til det. Men håndteringen af corona er bare sådan et vidunderligt eksempel på, at når en krisesituations alvor kommunikeres ikke bare i ord, men også i en regulering af rammerne omkring vores hverdagsliv, så forstår vi nødvendigheden af at ændre adfærd, vi får kollektivt muligheden for det og så accepterer vi at måtte gøre det. 

Faktum er, at vi står ansigt til ansigt med en ressourcekrise og at den udvinding og forarbejdning af naturressourcerne, som vores forbrug(-og-smid-væk) baserer sig på, udgør væsentlige bidrag til både klima- og biodiversitetskrisen. 

Endnu mærker vi ikke ret meget til disse kriser i vores del af verden og så meget desto større er behovet for, at deres alvor markeres i en politisk regulering af de rammer, som kan sikre, at vores hverdagsforbrug ikke bidrager til en yderligere eskalering af dem. 

En sådan regulering vil medføre en forandring og formentlig en indskrænkning af de forbrug der er mulige, men dette behøver ingenlunde blive livsindsnævrende som restriktionerne under corona. Det derimod kan meget vel vise sig at blive en mulighed for mere kontakt med hinanden, med de ting vi omgiver os med og det naturmæssige ophav som er deres materialers. Dette må jeg skrive et andet indlæg om en anden gang. 

Hovedsagen er i denne omgang, at med det ressourceforbrug, vi har i Danmark, kan vi ikke tillade os at vente på EU. Vi har brug lovgivning, der sikrer bedre produkter, bedre reparationsmuligheder og mindre engangsbrug og som på den måde sørger for hverdagsrammer hvor en mere nøjsom og nænsom omgang med de ressourcer som indgår i vores forbrug, bliver det normale. 

Debatindlægget er bragt i WasteTech 7. marts.