Klimaprogram: Fornuftigt at vende blikket mod plastik

Nyhed

Regeringens eget klimaprogram advarer om betydelig usikkerhed ved klimaeffekten af at konkurrenceudsætte forbrændingssektoren. Alternativerne – at fokusere på plastik og CO2-fangst – er langt bedre, mener Brancheforeningen Cirkulær.

Fjernvarme Fyn - Affaldsenergi3

Cirka en tredjedel af CO2-udledningerne fra forbrændingssektoren er fossil, og det er hovedsageligt fra plastik. Derfor er det helt oplagt at målrette indsatsen mod det fossile input til forbrændingsanlæggene – nemlig plastik. Foto: Brancheforeningen Cirkulær.

Konkurrenceudsættelsen af forbrændingssektoren har siden den politisk blev aftalt fået kritik fra både kommuner, forskere og organisationer for at være et usikkert redskab til at reducere CO2-udledningen.

Nu viser regeringens eget klimaprogram det samme. Det får ros fra Brancheforeningen Cirkulær, der grundlæggende ønsker en diskussion af det hensigtsmæssige ved konkurrenceudsættelsen.

”Vi har hele tiden advaret om usikkerhederne ved at konkurrenceudsætte forbrændingssektoren for at reducere kapaciteten. Derfor er det positivt, at regeringen nu også erkender, at klimagevinsterne bliver mere og mere tvivlsomme. Vi opfordrer derfor regeringen og forligskredsen til kraftigt at genoverveje konkurrenceudsættelsen som redskab til at sikre CO2-reduktioner,” siger Henrik Friis, direktør i Brancheforeningen Cirkulær.

Målrettet regulering af plastik

I klimaprogrammet bringer regeringen selv alternative metoder i spil til at reducere CO2-udledningen fra forbrændingssektoren. De handler om at optrappe indsatsen til at etablere CO2-fangst på affaldsenergianlæg samt reducere mængderne af plastik, der går til forbrænding. Det kan f.eks. ske ved et målrette forbrændingsafgiften til plastik eller ved at stille krav om en lavere andel af plastik i affaldet. Det vil være mere effektivt, mener Brancheforeningen Cirkulær.

”Cirka en tredjedel af CO2-udledningerne fra forbrændingssektoren er fossil, og det er hovedsageligt fra plastik. Derfor er det helt oplagt at målrette indsatsen mod det fossile input til forbrændingsanlæggene – nemlig plastik. Vi har selv tidligere foreslået, at plastik omfattes af CO2-kvotesystemet – så det er positivt, at regeringens klimaprogram bringer regulering af plastik i spil,” siger Henrik Friis.

Fakta: Det står der i Regeringens Klimaprogram:

Tilpasning af forbrændingskapacitet

"Der er risiko for, at der ikke sker en tilstrækkelig tilpasning af forbrændingskapaciteten som følge af konkurrenceudsættelsen af det forbrændingsegnede affald, hvor forbrændingsanlæg fremover skal konkurrere om at forbrænde det mest miljørigtigt og billigst. Hvis det sker, kan det reducere eller forsinke effekten på 0,7 mio. ton CO2e i 2030. Risikoen håndteres ved, at såfremt kapacitetsudviklingen ikke udvikler sig i takt med affaldsmængderne, indføres en afgift på forbrænding (fx pr. ton affald til forbrænding eller målrettet plastik), med mindre et alternativt virkemiddel viser sig at være bedre egnet, herunder fx CO2-krav eller krav til plastikindhold i det sorterede affald til forbrænding."

Kilde: Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet: Klimaprogram 2022

 

Kontakt