Mindre affald og mere CO2-fangst

Nyhed

Regeringens nye mål for CO2-reduktioner er vejen frem. Affaldssektoren kan spille en stor nøglerolle, mener Brancheforeningen Cirkulær.

skraldebil

Danske husholdninger sorterer affald som aldrig før - men de samlede mængder stiger. Det er en oplagt opgave for regeringen, hvis de nye klimamål skal nås. Foto: Odense Renovation.

Regeringen vil sætte et nyt mål for Danmark om klimaneutralitet i 2045 – og fra 2050 skal Danmark optage mere CO2 end vi udleder.

Sådan sagde statsministeren i dag i Folketinget, og det er ambitiøst og vigtigt, mener Brancheforeningen Cirkulær – og gør det klart, at kommuner og kommunale affaldsselskaber kan spille en nøglerolle i at indfri målene.

”Regeringen har sat nye og ambitiøse klimamål, og dem bakker vi op om, ligesom vi er klar til bidrage, så vi når dem. De nye klimamål kan kun nås, hvis vi får CO2-fangst på affaldsforbrændingerne. Men på grund af tidligere planer om at lukke 30 pct. af forbrændingskapaciteten, er usikkerheden så stor, at det bremser de store investeringer. Så vores opfordring til politikerne er at droppe kapacitetsreduktionen og i stedet satse på CO2-fangst og power-to-X,” siger Henrik Friis, direktør i Brancheforeningen Cirkulær.

Nedlæggelsen af forbrændingskapacitet er også problematisk for energiforsyningen, da 25 pct. af fjernvarmen i dag kommer herfra.

”Vi bakker op om udrulningen af langt mere fjernvarme – men minder om, at hvis man fjerner 30 pct. af affaldsenergiproduktionen, svarer det til at 140.000 husstande skal have en anden og dyrere fjernvarmekilde. Det vil være ærgerligt, hvis det bliver afbrænding af træpiller og træflis, affaldsenergien erstattes med,” siger Henrik Friis.

Den nyligt udkomne affaldsstatistik fra Miljøstyrelsen viser stigende genanvendelse fra husholdninger – men desværre også generelt stigende affaldsmængder. Og det bedste er alt andet lige helt at undgå, at affaldet opstår.

”Vi skal have fokus på at nedbringe affaldsmængderne og i stedet genbruge og reparere vores ting i længere tid, så vi sparer udledningerne ved at producere nyt. Det bør regeringen komme med en plan for,” siger Henrik Friis.

Samtidig er en af barriererne for mere genbrug og bedre genanvendelse er indholdet af skadelige og problematiske stoffer, hvor især PFAS er i fokus netop nu.

”Vi støtter indsatsen for at forbyde PFAS på EU-niveau, som Danmark, Tyskland, Nederlandene, Norge og Sverige har sat sig i spidsen for. Men vi er nødt til også at have en national handlingsplan, så vi får løst problemerne med PFAS i det affald, vi står med nu og her,” siger Henrik Friis.

Kontakt

Niels Toftegaard
Kommunikationschef
2633 0462