Ny casesamling: Mindre deponiaffald på genbrugspladserne

Nyhed

På landets genbrugspladser arbejdes der målrettet med initiativer, der hjælper virksomheder og borgere til at sortere bedre, så mængderne af fejlsorteret affald til deponering mindskes. Brancheforeningen Cirkulær har samlet en række eksempler i ny case-samling.

Deponi - Favrskov

Deponering er nederst i affaldshierarkiet - så det er den sidste mulighed, vi har til affald, der hverken kan genbruges, genanvendes eller energiudnyttes.

På landets genbrugspladser arbejdes der målrettet med initiativer, der skal hjælpe virksomheder og borgere til at sortere bedre, så mængderne af fejlsorteret affald til deponering - eller 'til nedgravning', som det hedder på mange genbrugspladser - mindskes.

Brancheforeningen Cirkulær har derfor samlet en casesamling, der viser gode eksempler på sorteringstiltag på landets genbrugspladser, så kun deponeringsegnet affald havner i containeren til deponi.

Casesamlingen har eksempler på bl.a. disse initiativer:

  • Lukkede deponicontainere
  • Mindre tip-containere og strategisk opsætning af mindre kar til deponiaffald
  • Svære parkeringsforhold for bilister ved siden af deponicontaineren
  • Deponering i bur
  • Monitering af indhold i containeren via årlige stikprøver
  • De grønne guider
  • Ændring i kommunikationen – fra deponi til ”Til nedgravning”

 

Hvad er deponering?

I Danmark er borgere og virksomheder gode til at sortere affald og undgå at affald havner på nederste niveau i affaldshierarkiet – til deponi, også kaldet 'til nedgravning' på flere genbrugspladser.

Når affald deponeres, placeres det i gravede huller i jorden og dækkes til. Under affaldet er der en membran og et drænsystem, der forhindrer nedsivende regnvand i at udvaske stoffer til grundvand, jordbund og vandløb.

Selvom deponeringsanlæg i Danmark er miljømæssigt sikre og velfungerende, ønsker vi som samfund kun at deponere affald, der ikke findes andre behandlingsmuligheder for, eller indeholder skadelige stoffer – f.eks. asbest.

Eksempler på affald, der skal deponeres:

  • Asbestholdigt affald: gamle tagplader, isolering på ældre varmerør, fliseklæb, fuge- og spartelmasse.
  • Forurenet byggeaffald, f.eks. med PCB
  • Blød PVC, som badedyr, haveslanger, vinylgulve.
  • Visse typer isoleringsmateriale
  • Forurenet jord
  • Varmebestandigt glas og glaskeramik

 

Kontakt

Nana Winkler
Specialkonsulent
7231 2075
Niels Remtoft
Specialkonsulent
7231 2073