Tvivlsomt om konkurrenceudsættelse vil give CO2-reduktioner

Nyhed

CO2-fangst er ikke nævnt en eneste gang i udkast til lovforslag om forbrændingssektoren, der alene handler om konkurrenceudsættelse for konkurrenceudsættelsens skyld. Den forventede klimagevinst er meget usikker, mener Brancheforeningen Cirkulær.

CO2-fangst-ARC

ARC er et af de forbrændingsanlæg, der har testet CO2-fangst med lovende resultater. Derfor er det kritisk, at lovforslag fra regeringen om affaldsforbrænding ikke nævner C02-fangst med et eneste ord. Foto: ARC.

Konkurrenceudsættelse for konkurrenceudsættelsens skyld – uden klare gevinster for klima og miljø. Det er Brancheforeningen Cirkulærs umiddelbare reaktion på det lovforslag om affaldsforbrænding, Klima-, energi- og forsyningsministeriet netop har sendt i høring.

Det er især bemærkelsesværdigt at CO2-fangst ikke er nævnt en eneste gang – hverken i lovforslaget eller ministeriets bemærkninger til lovforslaget. 

”Lovforslaget bekræfter, hvad vi hele tiden har advaret om: Det her er konkurrenceudsættelse af forbrændingssektoren, alene for konkurrenceudsættelsens skyld. Især det totale fravær af fokus på CO2-fangst i lovforslaget undrer os, når både den nuværende og tidligere regering har som ambition at sikre gode rammer for CO2-fangst på forbrændingsanlæg,” siger Henrik Friis, direktør i Brancheforeningen Cirkulær.

Brancheforeningen Cirkulær hæfter sig dog ved, at klimaminister Lars Aagaard (M) har varslet en konkret køreplan for, at hvordan CO2-fangst på forbrændingsanlæg skal kobles med konkurrenceudsættelsen.

”Vi har svært ved at se, hvordan konkurrenceudsættelse kan hænge sammen med store investeringer i CO2-fangst, så det er glædeligt, at ministeren er opmærksom på problemstillingen, og vil tage ansvar for at finde løsningerne. Vi bidrager selvfølgelig med viden og erfaringer fra anlæggenes konkrete virkelighed,” siger Henrik Friis. 

Samlet set er det dog svært at se klimamæssige argumenter for konkurrenceudsættelsen, og ministeriet peger også selv på, at der er ’betydelig usikkerhed’ ved de anslåede CO2-reduktioner.

”Hvad der egentlig opnås af klimagevinster ved denne konkurrenceudsættelse, fortaber sig i tågerne, og partierne bag den politiske aftale – hvis primære salgsargument var CO2-reduktioner – må spørge sig selv, om dette lovforslag rent faktisk afspejler, hvad de vil,” mener Henrik Friis.

Brancheforeningen Cirkulær nærlæser nu udkastet til lovforslaget med henblik på at indsende et uddybende høringssvar.

Kontakt

Niels Toftegaard
Kommunikationschef
2633 0462