Udskydelse af tekstilindsamling kalder på producentansvar

Nyhed

Tiden er moden til at Folketingspolitikerne beslutter sig for at indføre udvidet producentansvar på tøj og tekstiler. Det mener Brancheforeningen Cirkulær, efter at fristen for at indføre henteordninger for tekstiler er udskudt til 2023.

arwos tekstilsortering

Aabenraa Kommunes forsyningsselskab Arwos har husstandsindsamlet tekstiler siden 2018 - men hvor tekstilerne i begyndelsen kunne afsættes til ca. 1.500 kr. per ton, er prisen nu nul kroner. Og fra tid til anden er der ingen virksomheder, der ønsker at modtage dem. Foto: Brancheforeningen Cirkulær.

Folketingspartierne bag klimaplanen for affald har besluttet at udskyde deadline for indførslen af henteordninger af tekstiler til tidligst 1. juli 2023. Den hidtidige frist for denne nye affaldsordning, der primært er tiltænkt nedslidt og ødelagt tøj og tekstiler, var ellers 1. januar 2022.

Brancheforeningen Cirkulær har imidlertid længe påpeget, at der både i Danmark og Europa mangler teknologi og metoder til at genanvende slidt og ødelagt tøj og tekstiler, som ikke kan sælges i f.eks. genbrugsbutikker. Hele EU skal indføre indsamling af tekstiler inden 2025.

”Set i lyset af de enorme udfordringer alle har med at sikre reel genanvendelse af danskernes nedslidte tøj, så er udskydelsen fornuftig – men allerhelst ser vi, at politikerne indfører producentansvar, så mode- og tekstilindustrien får ansvaret for at tage sig af tekstilerne efter endt brug. Det mener vi, er den eneste vej til at skabe cirkulær økonomi i branchen”, siger Mikkel Brandrup, direktør i Brancheforeningen Cirkulær.

Mange muligheder for rabat 

Kort fortalt går det ud på, at producenten af en t-shirt betaler en afgift, der skal dække omkostningerne ved at håndtere t-shirten, når den ikke længere kan bruges. Jo flere grønne tiltag, producenten gør sig for at t-shirten holder længere og nemmere kan genbruges og genanvendes, jo lavere skal afgiften være.

”Vi forestiller os, at der skal være mange veje for en tøjproducent til at få rabat på afgiften – det kan være samarbejde med genbrugsbutikker, tilbagetagningsordninger, en forlængelse af garantien, eller ved at en større andel af tøjet består af f.eks. genanvendt bomuld. Pointen er, at vi skal gøre det økonomisk attraktivt for modehusene og tekstilproducenterne at blive mere cirkulære,” mener Mikkel Brandrup.

Producentansvar på tøj og tekstiler findes allerede i Frankrig, og er på vej i Sverige og Holland. 

Venter på retningslinjer fra Miljøministeriet

Meldingen kommer i et brev fra Miljøstyrelsen til alle kommuner. Samtidig etableres et partnerskab på tværs af aktører i værdikæden, der skal se på, hvordan udfordringerne med tekstiler løses. Brancheforeningen Cirkulær har meldt sig klar til at indgå i partnerskabet.

Uanset dette og den nye deadline er flere kommuner og affaldsselskaber af forskellige årsager så langt i deres planlægning, at det for dem ikke giver mening at udskyde henteordninger for tekstiler. 

Sorteringen og indsamlingen skal imidlertid ske efter nationale retningslinjer udstukket af Miljøministeriet – men de er endnu ikke udmeldt. 

”Det er vigtigt, at det sker så hurtigt som muligt, og at retningslinjerne kan rumme de løsninger, som rulles ud nu,” siger Mikkel Brandrup.

Kontakt

Niels Toftegaard
Kommunikationschef
2633 0462