Vores frygt om tekstil-forvirring viste sig desværre berettiget

Debat

Det kræver præcis kommunikation at forklare borgere, hvorfor brugbart tøj skal sendes til genbrug, mens andet skal sendes til genanvendelse. Snart kan ny EU-lovgivning udstikke ny retning, skriver Jens Bomann Christensen i Klimamonitor.

Tekstiler - sortering

Næste gang du rydder op i klædeskabet, så overvej grundigt, om de lidt for små cowboybukser rent faktisk stadig kan bruges af andre – eller om de skal sorteres som tekstilaffald.

1. juli markerede startskuddet for den landsdækkende hustandsindsamling af den ’sidste’ af de ti fraktioner: tekstilaffald. Det er vigtigt og godt, for produktionen af tekstiler er så klima- og miljøbelastende, at materialerne skal udnyttes så længe som overhovedet muligt.

Sortering af tekstilaffald adskiller sig dog fra sortering af andre affaldsfraktioner på ét afgørende punkt: Vi skal hver især tage stilling til, om en uønsket t-shirt i klædeskabet stadig kan fungere som t-shirt og dermed skal genbruges, eller om den er så udtjent, at den skal sendes til genanvendelse, krattes op og spindes til ny tråd.

Frygten, som både vi og flere velgørende organisationer har haft og advaret om – og nu viser sig som berettiget – er, at for meget godt tøj smides ud, fremfor at blive sendt til genbrug, uanset om det er via en online brugt-platform, den lokale genbrugsbutik eller noget tredje.

En analyse fra april fra Miljøstyrelsen viste på det tidspunkt, at andelen af genbrugsegnet tøj i tekstilaffaldet i de kommuner, der på det tidspunkt havde indført henteordninger for tekstilaffald, varierer mellem 15 og helt op til 70 procent. Ideelt set burde tallet være 0 procent. Siden da har også en række velgørende organisationer meldt om faldende mængder genbrugstøj i deres indsamlingssystemer.

Vi står derfor med en fælles opgave her. Vi skal forklare borgerne, hvorfor de fortsat skal sende brugbart tøj til genbrug.

Det kræver god og præcis kommunikation og vejledning – og det bliver et langt sejt træk, fordi vi grundlæggende beder borgerne om afholde sig fra at gøre det, som ellers er lettest: At putte alt i den lyserøde pose med tekstilaffaldspiktogrammet på, som mange kommuner benytter.

Lovgivning på vej fra EU

Den gode nyhed er dog, at erfaringerne viser, at det kan lade sig gøre. Opskriften er klar: Kommunikation fra kommune, forsyningsselskab og lokale genbrugsforeninger samt tæt samarbejde om i det hele taget at fremme genbrug.

Arwos – forsyningsselskabet i Aabenraa Kommune – har indsamlet tekstilaffald siden 2018, blandt andet under det kække slogan ’Har du hul i hosen skal de i posen’ illustreret med et par farvestrålende, men tydeligt udtjente herreunderbukser. Sideløbende har Arwos samarbejdet med lokale foreninger via platformen www.secondhandaabenraa.dk.

Lignende eksempler findes mange andre steder, og i forbindelse med udrulningen har kommunerne gjort brug af det fælles kommunikationsmateriale, som Miljøstyrelsen har udarbejdet. På nationalt plan har vi sammen med de tre største genbrugsorganisationer – Røde Kors, Folkekirkens Nødhjælp og Kirkens Korshær – lanceret Genbrugsløftet, med ambitionen om at fordoble genbrug i det hele taget – og ikke kun for tekstiler – inden 2027.

Det ændrer dog ikke på den fundamentale udfordring, at det alt andet lige er nemmere og mere ligetil at putte ikke-hullede ’hosen’ i posen til tekstilaffald også. Samtidig er det en yderligere kompleksitet, at nogle tekstiler faktisk skal til restaffald, for eksempel udtjent regntøj, som kan være imprægneret med skadelige stoffer som PFAS.

Dertil kan de velgørende organisationer have forskellige kvalitetskrav til det genbrugelige tøj, afhængigt af muligheder for salg. Cowboybukser med huller på knæene kan tilsyneladende sælges, men kun nogle steder – måske der, hvor gennemsnitsalderen er i den lavere ende.

Interessant bliver det derfor at følge den kommende EU-lovgivning for sortering, genbrug og genanvendelse af tekstiler. Umiddelbart lægger den ikke op til den to-strømsløsning, Danmark har valgt – ej heller, at tekstiler nødvendigvis skal hentes hjemme hos borgerne. Uanset hvordan det lander, står vi her og nu med en konkret udfordring, som vi – sammen med de største genbrugsorganisationer – arbejder på at løse.

Så kære læser: Næste gang du rydder op i klædeskabet, så overvej grundigt, om de lidt for små cowboybukser rent faktisk stadig kan bruges af andre – eller om de skal sorteres som tekstilaffald.

Debatindlægget er bragt i Klimamonitor 27. oktober 2023

Kontakt