Debat: Politikerne kan slå bunden ud af klimakrav til plastik

Debat

Mange virksomheder friholdes for nye krav til producentansvar, hvis politikerne vælger en høj bagatelgrænse, skriver Jens Bomann Christensen, politisk chef for Brancheforeningen Cirkulær, i dette debatindlæg.

Dansk Affald - plastik

Danmark får producentansvar på emballager fra 2025. Målet er, at især plastemballage nemmere kan genbruges og genanvendes - men det sker kun, hvis politikere og stat er ambitiøse. Foto: Dansk Affaldsforneing.

I Danmark skal vi senest i 2025 have indført det såkaldte producentansvar for emballageaffald. Det handler kort og godt om, at producenterne skal have ansvaret for håndteringen af deres emballager – også efter at de bliver smidt i en skraldespand.

Systemet skal skrues sammen, så producenterne får incitamenter til at lave mere bæredygtige emballager. Allerhelst genbrugelige, men alternativt som minimum emballager, der kan genanvendes i en god kvalitet.

Aftalen er så småt ved at være forhandlet på plads på Christiansborg, men noget må være gået galt undervejs. I hvert fald ser det ud til, at man lander en aftale med en alt, alt for høj bagatelgrænse. Der er forlydender om, at det ender med en grænse på otte ton.

Det vil sige, at producenter, der årligt sælger emballager, der samlet vejer under otte ton, ikke vil blive omfattet af systemet. De vil dels ikke skulle indrapportere den samme mængde data som de øvrige, og de vil heller ikke skulle forholde sig til, om deres emballager er bæredygtige eller ej.

530.00 kødbakker

Lad os tage et enkelt eksempel for at gøre det håndgribeligt. Producerer man for eksempel almindelige plast-kødbakker til supermarkeder, kan man årligt sælge mere end 530.00 kødbakker og alligevel ryge under bagatelgrænsen. Det kan umuligt have været hensigten blandt partiernes forhandlere.

Hvorfor det er endt sådan, er ganske uforklarligt, når nu både industri og affaldssektor støtter et miljømæssigt ambitiøst producentansvar for emballager. Og hvis argumentet er, at det skal mindske administrative byrder, må vi tilslutte os Plastindustriens argument: Producentansvar er i sig selv kompliceret og tungt, så hvis ikke det giver miljø- og klimamæssige gevinster, er det strengt taget ligegyldigt.

Derfor vil jeg komme med en enkelt opfordring til Christiansborg: Genbesøg aftalen og sænk bagatelgrænsen så tilpas meget, at man reelt kan kalde det en bagatelgrænse. Alternativt risikerer man at misse hele pointen med producentansvaret: At det skal være økonomisk fordelagtigt at producere og bruge emballager – ikke mindst dem af plastik – der kan genbruges og genanvendes.

Debatindlægget er bragt i Klimamonitor 24. august 2022.

Kontakt

Niels Remtoft
Specialkonsulent
7231 2073