Fortsat stor klimarisiko ved affaldstiltag

Pressemeddelelse

Klimarådets årlige vurdering af regeringens klimapolitik advarer fortsat om, at CO2-gevinsterne ved flere affaldstiltag er forbundet med høj risiko, ligesom CCS-redskabet risikerer at komme i spil for sent. Hurtig implementering af såvel grøn skattereform som CCS-aftale er fundamental, mener Brancheforeningen Cirkulær.

Stigeø - deponi

Biocover-ordningen var tænkt som en måde at reducere drivhusgasudledningen fra deponier. Men her syv år efter den blev vedtaget, kan effekterne fortsat ikke dokumenteres, advarer Klimarådet om.

Flere af de klimatiltag på affaldsområdet, regeringen og Folketinget har sat i værk, risikerer ikke at give de forudsatte CO2-reduktioner. Det advarer Klimarådet om i sin nyeste statusrapport.

Risiko ved biocover og konkurrenceudsættelse

I forhold til at nå klimamålet for 2025 vurderer rådet, at der er ’høj risiko’ for, at gevinsterne ved såvel konkurrenceudsættelse af affaldsenergisektoren som etablering af biocover på deponier ikke indfris. Trods syv års drift kan reduktionerne ved biocover-ordningen ikke dokumenteres. Dertil er der ’moderat risiko’ for, at metantabsregulering ikke giver de forventede effekter.

Vurderingen af konkurrenceudsættelsen går igen ifht. 2030-målet:

”Reduktionseffekten af konkurrenceudsættelse er meget usikker og potentielt overvurderet,” skriver Klimarådet direkte.

Stram tidsplan for CCS

Klimarådet roser regeringen for at forbedre rammevilkårene for CO2-fangst, men advarer om, at tidsplanen er stram.

”Dermed er der stadig risiko for, at selv mindre forsinkelser vil gå ud over opfyldelsen af 2030-målet,” skriver Klimarådet, og det medvirker til, at opfyldelse af 2030-målet samlet set ikke er ’anskueliggjort’.

Brancheforeningen Cirkulær peger på, at hurtig implementering af en række politiske aftaler er vigtig.

”Vi er glade for den netop indgåede politiske aftale om CO2-fangst, men den skal implementeres hurtigt, for at affaldsenergisektoren for alvor kan bidrage til at indfri 70%-målsætningen. Derudover skal en række uhensigtsmæssigheder i høringsudkastet til implementeringen af grøn skattereform fjernes – og så skal den vedtages hurtigst muligt,” siger Jens Bomann Christensen i en kommentar.

Brancheforeningen Cirkulær bakker derudover op om Klimarådets opfordring om, at danskernes forbrugsudledninger reduceres. Det kan f.eks. ske gennem mindre affaldsmængder, genbrug og flergangsemballager, mener Brancheforeningen Cirkulær.
 

Kontakt

Niels Toftegaard
Kommunikationschef
2633 0462