Klimarådet: Implementering af rammer for CO2-fangst er afgørende

Nyhed

Der er risiko for, at CO2-fangst ikke etableres hurtigt nok, så Danmark misser både egne og internationale klimamål, advarer Klimarådet i sin årlige vurdering af regeringens politik. Brancheforeningen Cirkulær er enig.

affaldsenergi og kran

Regeringen skal sikre, at der etableres CO2-fangst i stor stil, for at Danmarks 70 pct. reduktionsmål nås. Men det er meget usikkert, om det lykkes, mener Klimarådet. Foto: Brancheforeningen Cirkulær.

Klimarådet advarer i sin netop udkomne statusrapport over regeringens klimapolitik, at der er betydelig risiko for, at CO2-fangst, nyttiggørelse og lagring ikke etableres i så stort omfang, som regeringen regner med.

Samtidig har Klimarådet ligesom tidligere år korrigeret regeringens fremskrivning af CO2-udledninger, så reduktioner fra konkurrenceudsættelsen af affaldsforbrænding ikke medregnes, da de er for usikre.

Dermed er der fare for, at Danmark både misser sit eget 70 pct. reduktionsmål samt EU’s 55 pct.-målsætning. 

Brancheforeningen Cirkulær er enig i Klimarådets vurdering og anbefalinger.

”Der er ikke noget nyt i Klimarådets vurderinger af denne og den tidligere regerings politik. I Brancheforeningen Cirkulær dele vi rådets bekymringer - især hvad angår muligheder og rammer for CO2-fangst og lagring fra blandt andet affaldsforbrænding,” siger Henrik Friis, direktør i Brancheforeningen Cirkulær.

Allerede i 2019 pegede Brancheforeningen Cirkulær på et stort potentiale ved CO2-fangst fra affaldsforbrændingsanlæg på 2 mio. tons CO2. Men rammerne skal være i orden.

”Det netop udsendte lovforslag om en konkurrenceudsættelse af affaldsforbrændingssektoren nævner ikke CO2-fangst med et eneste ord, og vi har endnu til gode at se regeringens tanker om, hvordan konkurrenceudsættelse og CO2-fangst kan kombineres. Det er problematisk,” siger Henrik Friis.

Det skriver Klimarådet

Om affaldsforbrænding:

”Klimarådet har fundet tiltagene til at nedbringe forbrændingskapaciteten så usikre, at Klimarådet i denne rapport har korrigeret Energistyrelsens klimafremskrivning, hvorved udledningerne øges med 0,6 mio. ton CO2e i 2030. Det gjorde Klimarådet også i Statusrapport 2022.”

”En alternativ strategi kunne være at lade importen fortsætte og vedtage politik, der sikrer CCS på forbrændingsanlæg.”

Om CO2-fangst:

”Den planlagte målopfyldelse hviler i høj grad på CCS, som bidrager med op til 3,2 mio. ton. Men teknologien er endnu ikke i drift i Danmark i stor skala, og samtidig skal der etableres en helt ny værdikæde for både fangst, transport og lagring af CO2. Det er en betragtelig udfordring, og dermed er der betydelig risiko for, at dette centrale element i regeringens plan ikke kommer til at levere i tide og i det ønskede omfang.”

Klimarådet statusrapport 2023, s. 109 samt s. 20