Debat: Ansvar for elektronikaffald er producenternes – ikke kommunernes

Debat

Det er ikke kommunernes, men derimod producenternes ansvar at tage sig af elektronikaffald. Forhåbentlig varsler IT-Branchen og Techsaves debatindlæg i Altinget et tiltrængt paradigmeskifte i branchen hen imod en mere cirkulær økonomi, skriver Brancheforeningen Cirkulær i Altinget.

Reparation af hårde hvidevarer

Genbrug og reparation af elektronik har kommuner og affaldsselskaber i årevis talt varmt for, og det arbejde indgår vi gerne i - f.eks. som her reparation af nyere, hårde hvidevarer, der af uvisse grunde er havnet på genbrugspladserne hos AVV. foto: Brancheforeningen Cirkulær.

Med overraskelse læste vi i Brancheforeningen Cirkulær indlægget i Altinget fra IT-branchen og Techsave, som opfordrer kommunerne til at udarbejde planer for mere genanvendelse af forbruger-elektronikaffald.

Det er nemlig sjældent, at kommunerne tillægges den rolle i håndteringen af elektronikaffald. Det skyldes, at der i Danmark – og resten af EU for den sags skyld – i 15 år har været producentansvar på elektronikaffald. Og det betyder som ordet antyder, at elektronikproducenterne har ansvaret for at tage sig af elektronikaffald.  

Ikke kommunernes ansvar

I Danmark er det helt konkret de såkaldte kollektivordninger, der på vegne af elektronikproducenterne tager sig af affaldet, og udbyder det til behandling hos kommercielle affaldsvirksomheder. Det er denne proces, der er gået galt i sagen om DanWEEE og bunkerne af herreløst elektronikaffald flere steder i landet.

Kommunernes rolle er reduceret til, at de efter anvisninger fra producentansvarssystemet (DPA-system) skal indsamle elektronikaffaldet på genbrugspladserne i fastlagte kategorier og på forhånd tildelt materiel – hvorefter kollektivordningerne henter det og tager sig videre af det. 

Reparation og genbrug frem for genanvendelse

Når det er sagt, bakker vi op om visionen og ønsker IT-Branchen tillykke med sit nye udvalg for bæredygtighed. Elektronikskrot – uanset om det er fra forbrugere eller virksomheder – skal i langt højere grad indgå i den cirkulære økonomi. Dog foretrækker vi reparation og direkte genbrug (eller refurbishing, som det hedder for elektronik) fremfor genanvendelse, som IT-branchen og Techsave argumenterer for. De virkelige miljøgevinster er, når smartphonen repareres og bruges igen som smartphone – og først dernæst skal vi genanvende, hvor elektronikken kværnes og opdeles i f.eks. glas, metaller og plastik, som indgår i produkter af ofte lavere kvalitet.

Genbrug og reparation af elektronik har vi i årevis talt varmt for, og det arbejde indgår kommuner og kommunale affaldsselskaber gerne i. Enkelte steder i landet arbejdes der da også med forberedelse til genbrug af f.eks. hårde hvidevarer i samarbejde med lokale virksomheder, herunder også socialøkonomiske.

Erhvervsorganisationer kæmper imod

Paradoksalt nok har en række erhvervsorganisationer – herunder IT-branchens moderorganisation Dansk Erhverv – tidligere forsøgt at kortslutte disse grønne og cirkulære initiativer.

Den seneste tid har en række organisationer med Forbrugerrådet Tænk i spidsen argumenteret for at forlænge reklamationsretten for blandt andet elektronikprodukter, så fejlramt elektronik i højere grad repareres frem for at blive kasseret. Også dette cirkulære tiltag er Dansk Erhverv imod. 

Vi håber, at IT-branchen og Techsaves indlæg varsler et tiltrængt paradigmeskifte i branchens tilgang til elektronikaffald, hvor reelt samarbejde med kommunerne om reparation og genbrug kan etableres. Skal indlægget ikke læses sådan, er vi desværre nødt til at spille bolden tilbage til IT-branchen selv – for det er her, ansvaret ligger.

Indlægget er bragt i Altinget 3. marts 2021.

Kontakt

Niels Remtoft
Specialkonsulent
7231 2073