Selektiv nedrivning: Hvor blev strammere regler for affaldssortering af?

Nyhed

En forudsætning for mere genbrug og genanvendelse af byggeaffald er, at det sorteres korrekt og ordentligt på byggepladsen. Derfor efterlyser Brancheforeningen Cirkulær en stramning af affaldsbekendtgørelsen i sit høringssvar til regulering af selektiv nedrivning.

RCV-genbrug-byggematerialer

Langt flere byggematerialer skal nedrives forsigtigt og genbruges. Foto: Brancheforeningen Cirkulær.

Mere selektiv nedrivning er afgørende for omstillingen af byggesektoren til mere cirkulær økonomi, og derfor er det positivt med den nye lovgivning på området. Men det er utilstrækkeligt, at reglerne om selektiv nedrivning undlader at skærpe kravene til sortering af byggeaffald på byggepladser og ved nedrivningsprojekter.

Det mener Brancheforeningen Cirkulær, som i sine høringssvar til Miljøministeriet om udmøntning af reglerne peger på to kritiske områder, der kræver opdatering for at sikre en mere genbrug, genanvendelse i høj kvalitet og mindre deponering af bygge- og anlægsaffald.

”Vi foreslår konkret en udvidelse af de materialer, der skal sorteres direkte på nedrivningsstedet, så det f.eks. inkluderer forskellige typer af plast samt behandlet og ubehandlet træ. Det er på tide at kildesortering også bliver standarden indenfor håndtering af bygge- og anlægsaffald. Det undrer os, da intentionen med selektiv nedrivning jo også lægger op til bedre sortering,” siger Nana Winkler, specialkonsulent i Brancheforeningen Cirkulær.

Desuden kritiserer Brancheforeningen Cirkulær den nuværende mulighed for at fravige minimumskravene til sortering på stedet ved at levere affaldet til sorteringsanlæg. Det skal i stedet kunne dokumenteres, at en eventuel sammenblanding af materialer ikke forringer mulighederne for forberedelse til genbrug eller genanvendelse.

Derudover bør selve affaldshierarkiet indgå i bekendtgørelsen om selektiv nedrivning – ideelt set kombineret med konkrete mål om at reducere affaldsmængderne.

 

Kontakt

Nana Winkler
Specialkonsulent
7231 2075
Niels Toftegaard
Kommunikationschef
2633 0462