Deponier er miljøets sikkerhedsnet - men langsigtet finansiering er afgørende

Debatindlægget er første gang udgivet på WasteTech, 30. januar 2024.

Vi taler sjældent om dem, men Danmarks deponier er et afgørende sikkerhedsnet, der håndterer det affald, der hverken kan eller skal recirkuleres eller energiudnyttes. 

Men ligesom med alt andet skal sikkerhedsnettet vedligeholdes. Her skaber længere parametre som efterbehandlingsperiode og nye stoffer som PFAS usikkerhed om den langsigtede finansiering.

I Danmark er borgere og virksomheder gode til at undgå, at affald havner på nederste niveau i affaldshierarkiet: På deponier - eller lossepladser - som man tidligere kaldte dem. 

Deponier er sikre miljøanlæg, der begrænser de negative konsekvenser for miljø, natur og mennesker fra det affald, som i dag hverken kan eller skal genbruges, genanvendes eller energiudnyttes. Der findes og skabes desværre stadig produkter, der skal deponeres, f.eks. asbest, PCB, blød PVC, og blandinger af affald, som ikke kan adskilles.

Selvom de danske deponeringsanlæg i dag er et sikkert og velfungerende sikkerhedsnet, står vi over for en stor udfordring: Sikkerhedsnettet skal vedligeholdes i længere tid og gøres mere fintmasket end tidligere antaget i lovgivningen.

Efterbehandlingsperioden kan være en svær størrelse

Det drejer sig bl.a. om den såkaldte efterbehandlingsperiode, der kort fortalt er den periode, der går fra det sidste læs affald er lagt i deponiet, til det kan dokumenteres, at det ikke længere er nødvendigt at overvåge deponiet samt opsamle og rense perkolatet. Perkolat er det regnvand, der siver ned gennem deponiet, og som udvasker stoffer fra affaldet og renses på et spildevandsanlæg.

Denne periode er administrativt fastlagt i EU's deponeringsdirektiv til minimum 30 år, som også er den tidshorisont, der er fastsat i de danske regler. Driften i denne periode finansieres af et grundbeløb, som affaldsproducenterne i sin tid betalte, da de afleverede affaldet på deponiet - efter princippet om at forureneren betaler. 

Som WasteTech har beskrevet allerede, er det usandsynligt, at alle skadelige stoffer er forsvundet fra alt affaldet efter 30 år, ligesom vi hele tiden bliver opmærksomme på nye stoffer (som f.eks. PFAS), som vi skal rense for. Det har været en bekymring i mange år. Derfor satte Brancheforeningen Cirkulær allerede i 2016 gang i et omfattende analysearbejde i samarbejde med Miljøstyrelsen og vidensnetværket DepoNet. 

Målet for projektet var at udvikle en samlet og stedsspecifik metode til at vurdere forureningspåvirkningen fra deponier af miljø, jord, grund- og overfladevand samt natur. Resultaterne har gjort det muligt mere præcist at fastlægge efterbehandlingsperiodens længde, og et efterfølgende projekt har mundet ud i et regnearksbaseret værktøj, der kan bruges til at estimere størrelsen på det beløb, der som konsekvens heraf skal lægges til side. 

Projekternes rapporter kan findes på Miljøstyrelsens hjemmeside – og projekternes parter er enige om, at vi nu står på et fagligt grundlag, der er betydeligt bedre til at vurdere efterbehandlingsperiode og omkostningerne hertil. Vi er kort sagt bedre i stand til at løse de udfordringer, vi længe har set for os.

Implementeringen afventer

Imidlertid har Miljøstyrelsen, som er den statslige myndighed på området, dog endnu ikke valgt at lade resultaterne og beregningsværktøjet indgå i sagsbehandlingen – f.eks. når grundbeløbet skal godkendes – ligesom resultaterne endnu ikke afspejler sig i miljøbeskyttelsesloven og deponeringsbekendtgørelsens paragraffer. Det til trods for, at der er åbenlyse fejl i den eksisterende og anbefalede metode.

Konsekvensen af status quo er, at ejerkommunerne til de nuværende omkring 35 deponier samt mindst 75 nedlukkede deponier risikerer at stå med en meget stor regning. Brancheforeningen Cirkulær vil nu analysere størrelsen på regningen – og den kan vise sig samlet set at være i milliardklassen. 

Et markant usikkerhedsmoment er, at der i fremtiden skal renses for flere stoffer, som samfundet i dag tillader brugen af, men som også skaber bekymring. Aktuelt står nogle deponier med ekstraordinære udgifter til rensning af f.eks. PFAS fra perkolatet.

Betaler forureneren virkelig?

Situationen er frustrerende for deponierne, som ønsker det bedst mulige faglige grundlag for deres drift både i dag og i fremtiden. Ligeså er de økonomiske konsekvenser selvsagt en kilde til bekymring og usikkerhed. 

Så hvis vi som samfund fortsat holder fast i at håndhæve princippet om, at forureneren betaler, frem for at kommunerne hænger på regningen, så kræver det en aktiv indsats fra statens side – og ikke mindst at vores nye viden kan bruges i virkeligheden.