Leder: Fødselsdag og forebyggelse

Nyhed

Til sommer har affaldshierarkiet 40 års jubilæum i europæisk sammenhæng. I juli 1975 vedtog EU's ministerråd det første affaldsdirektiv med formuleringerne om, at affald ideelt set forebygges, derefter genbruges eller genanvendes for dernæst at blive nyttiggjort til energi – og til sidst deponeres. Siden da har EU's medlemslande bevæget sig fra deponi og op i hierarkiet med mildest sagt forskellig hastighed, og ingen er for alvor kommet i mål med niveau 1 og 2.

EU3

Af Jacob Hartvig Simonsen, direktør i Brancheforeningen Cirkulær

100 procent ressourcer
Med regeringens forebyggelsesstrategi har vi nu endelig en vision og en vej til et samfund, hvor affald er 100 procent ressourcer. Det er vi i Brancheforeningen Cirkulær glade for – især fordi affaldsforebyggelse i lige så høj grad er en erhvervsstrategi, som kan gavne landets virksomheder i form af optimeret ressourceforbrug.

I affaldssektoren må vi erkende, at det er svært at redde verden fra bunden af en skraldespand. Der skal flere med fra andre dele af samfundet. Derfor er det glædeligt, at industri og detailhandel spiller aktivt med i forebyggelsesstrategien i form af ambassadører, partnerskaber og idékataloger – dem ser vi frem til at arbejde sammen med.

Direkte genbrug
Der er ligeledes mange spillere i markedet for direkte genbrug, heriblandt også kommuner og affaldsselskaber. Møbler, elektronik, tøj og mange andre genbrugsegnede materialer kommer også til os på genbrugspladsen, og bliver sendt i kredsløb igen til gavn for miljø og de nye ejere.

For at alle parter kan løbe i den rigtige retning, skal de rette rammer være tilstede. Regeringen har tilkendegivet, at den vil se på lovgivning, der spænder ben for os. Vi er klar til at spille med og bidrage med vores viden om affald, genbrug og genanvendelse, så vi kan nå i mål og fejre affaldshierarkiets skarpe hjørne med maner.

Læs EU-direktivet fra 1975 her - affaldshierarkiet nævnes i artikel 3