Tættere samarbejde mellem kommuner og frivillige organisationer skal fordoble genbrug

Nyhed

Ny rapport viser de gode eksempler på samarbejde og giver konkrete værktøj, der kan sikre godt samarbejde mellem kommunale genbrugspladser og frivillige organisationers genbrugsbutikker. Målet er meget mere genbrug og cirkulær økonomi.

Zirkel genbrug i Odense

Brancheforeningen Cirkulær har sammen med ISOBRO identificeret de løsninger, der sikrer et godt samarbejde mellem kommuner og velgørende organisationer om mere genbrug. Foto: Brancheforeningen Cirkulær.

På genbrugspladser landet over er der fuld gang i arbejdet med at få flere kaffekopper, sofaer, træbrædder og belægningsfliser ud af containerne, så de i stedet kan få et nyt liv i et nyt hjem – fremfor at blive knust og kværnet. Det sker ofte i samarbejde mellem kommuner og frivillige organisationer og deres genbrugsbutikker.

Nu viser en ny rapport, hvordan kommuner og velgørende organisationer kan samarbejde mere og bedre om at minimere affaldsmængderne og få endnu flere ting og sager genbrugt direkte.

”I kommunerne og de kommunale affaldsselskaber har vi en lang tradition for at samarbejde med lokale foreninger – men vi vil gerne have endnu mere genbrug og bytte, og så er det oplagt at skrue markant op for samarbejdet med de velgørende organisationer, lokalt og nationalt. Det er vi opsatte på, fordi det giver mening på både den miljømæssige og sociale bundlinje,” siger Henrik Friis, direktør i Brancheforeningen Cirkulær, interesseorganisation for kommuner og kommunale affaldsselskaber.

Brancheforeningen Cirkulær har sammen med ISOBRO, der repræsenterer landets frivillige og velgørende organisationer, identificeret de udfordringer, der kan spænde ben for det gode samarbejde, samt ikke mindst de konkrete løsninger, der giver mest muligt værdi – og mindst besvær – for begge parter.

”Det eksisterer mange gode genbrugssamarbejder lokalt mellem velgørende organisationer og kommuner – men der er også steder, hvor det kan blive bedre. Nu viser vi en konkret vej, så vi kan få mere genbrug til gavn for både organisationernes sociale arbejde og kommunernes indsats for cirkulær økonomi,” siger Kenneth Kamp Butzbach, generalsekretær i ISOBRO, indsamlingsorganisationernes brancheorganisation.

Forskellige udgangspunkter

Et grundvilkår er nemlig, at mål og udgangspunkt er forskelligt for begge parter, og det kræver forståelse: Kommuner og kommunale affaldsselskaber er professionelle organisationer, der har fokus på ordentlige genbrugspladser, sikker drift, logistik og borgertilfredshed, så mest muligt genbruges. 

Velgørende organisationer har som mål at tjene penge på salg af genbrugseffekter fra genbrugsbutikker, der kan finansiere almennyttige aktiviteter, og det baseres på frivillig arbejdskraft, typisk også af seniorer.

For at det gode samarbejde kan fungere, har Brancheforeningen Cirkulær og ISOBRO identificeret fire elementer, der skal håndteres:

  • Kom godt i gang – så opstarten af et nyt samarbejde falder godt på plads og kommer godt fra start.
  • Praktikken – omkring det konkrete arbejde med at få borgernes genbrugseffekter fra genbrugsplads til genbrugsbutik.
  • Aftalens elementer – så begge parter i en konkret aftale er tilfredse, og så problemer undervejs løses og forbedrer samarbejdet.
  • Kommunikation – både til borgere samt mellem kommunen og organisationerne og mellem genbrugspladsmedarbejdere og frivillige kræfter.

Rapporten er udarbejdet af Global Translations og Koch & Falk og indeholder derudover en række eksempler på f.eks. aftaler, som kommuner og organisationer kan indgå om adgang og gensidige forpligtelser om genbrug.

Der er også eksempler på vedtægter, hvis flere organisationer går sammen og i fællesskab aftager genbrugseffekter fra genbrugspladser. Alle værktøj i rapporten bruges i dag i virkeligheden rundt omkring i landet, og er således testet og bestået.

Derudover får ISOBRO flere og flere henvendelser fra kommuner, der ønsker råd og vejledning til, hvordan man griber samarbejdet med lokale foreninger an, og hvilke kræfter lokalt, man som kommune skal tage den indledende dialog med. Det er positivt, fastlår ISOBRO, som gerne tager imod endnu flere af den type henvendelser.

Rapporten præsenteres til et event i Zirkel i Odense, som af mange kaldes guldmodellen for samarbejder mellem kommuner og frivillige foreninger om genbrug. Læs mere om arrangementet her.

 

Fakta: Genbrugsløfte skal fordoble genbrug

Projektet om samarbejde mellem kommuner og velgørende organisationer er anden del af det genbrugsløfte, Brancheforeningen Cirkulær indgik i 2022 med Røde Kors, Folkekirkens Nødhjælp og Kirkens Korshær om at fordoble genbruget i Danmark.

Første del handler om at kortlægge, måle og opgøre effekterne af genbrug på genbrugspladserne. Et konkret resultat herfra er en standardiseret varegruppeliste, der viser de typiske ting og sager, der kan gå til direkte genbrug fra genbrugspladser. På den måde kan effekter af genbrug ensartet opgøres og sammenlignes.